Bevægelse i børnehaven – børn 3-6 år

Børnehavebørn er børn der motorisk er meget aktive. De hopper, løber, danser, triller og afprøver deres kropsfærdigheder gennem leg. I denne alder bliver børnenes grundlæggende motoriske færdigheder fortsat etableret og integreret i deres kroppe. Det er her de første grundsten til en aktiv livsstil, der kan gavne deres sundhed skal dannes.
Børnehavebørns bevægelser tager udgangspunkt i deres grundleg og grundmotorik. Dette kræver at deres sanser er blevet godt integreret i deres kroppe. Udvikling af sanserne er nødvendig for den motoriske udvikling og sanserne modnes naturligt og udvikles gennem lege og aktiviteter. Alle indtrykkene bliver samlet i hjernen hvor de huskes og samordnes og det er her sanseintegrationen sker.

Børnehavebørns grundleg er lege som kan leges i hele verden, det kan være: trille, hoppe, løbe, kravle, spille bold. Børnene bruger legen til at blive gode til at bevæge sig. De bliver bedre og bedre, de forfiner deres kropslige fornemmelser og balance. Grundleg forudsætter at vi giver børnene tid til at lege, tid til at fejle, tid til at gentage og tid til at udfordre. Som pædagoger bør vi overveje hvorfor vi stopper et barns leg, da hver gang vi gør det, stjæler vi af dets erfaringer. Det er pædagogens opgave at kunne skabe rammerne omkring børnenes leg i dag-institutionerne. De skal skabe et miljø der stimulere, udfordre og vækker børnenes nysgerrighed og bevægelseslyst.

Børnehavebørns grundmotorik, er den de har med sig fra dagpleje eller vuggestue i form at kunne: løfte hovedet, trille, krybe/kravle, sidde og stå. Det har stor betydning for børnenes videre indlæring at disse motoriske egenskaber er på plads. Eksempelvis betyder det når barnet kan løfte sit hoved når det ligger på maven, at det har stabilitet i ryggen. At barnet kan trille styrker dets refleks således at armen ikke følger hovedet, det skal forståes således, at nå børnene krydskoordinerer forbindes hjerne halvdelene og derved styrkes børnenes sanseintegration, motoriske udvikling og indlæringsmuligheder. Hvis barnet har gang i grundmotorik-ken, så kommer grundlegen automatisk.
Leg og bevægelse kræver at sanserne kan samarbejde. Når børnenes hjerne fortolker sanseimpulserne og omsætter dem til meningsfulde meddelelser er det en bearbejdningsproces som kaldes perception.

Børnenes naturlige lyst til at bevæge sig, undersøge, udforske og lære skal mødes af krav der matcher deres nærmeste udviklings-zone, det vil sige det skal være krav som de kan håndtere. De må gerne blive udfordret i deres udvikling, men vi må ikke overskride deres grænser så de føler angst ved situationen. Samtidig med det skal kravene også være så tilpas spændende, at de ikke bliver kedelige, for så mister børnene interesse i aktiviteterne (Vygotsky`s nærmeste udviklings zone). Bliver aktiviteterne opstillet og udformet efter børnenes nærmeste udviklings zone vil de få mange succesoplevelser og dermed lyst til at prøve mere.

I den pædagogiske praksis bør vi huske børnenes behov for at skabe deres egne kropserfaringer. Det gør vi i børnehaven bl.a. ved at inddrage dem i dagligdagen, lade dem hjælpe med borddækning, feje fliser, vande blomster. Vi skal gøre dem selvhjulpne i forhold til f.eks. påklædning ved at lade børnene komme gennem den kognitive fase, fiksations fasen og automatiske fase. Den første fase, guider vi børnene verbalt ved hjælp af instruktion og praktiske forvisninger. Dernæst skal barnet have både indre og ydre feed back. Det vil sige barnet skal mærke i sin krop hvad det er den gør, se hvordan det gør, samtidig med at vi guider hvis der er behov derfor. Til sidst skal barnet have tid og lov til at lære det, det vil sige vi skal lade dem være i fred, således at bevægelserne og erfaringerne bliver automatiseret. En bevægelse er automatiseret når barnet f.eks. kan snakke med de andre mens bevægelsen gøres. Som pædagoger skal vi vide hvilke fase barnet er i, således vi rammer barnets niveau.

Oplevelsen af sammengæng

Aaron Antonovsky (1923-1994) har med sin teori omkring oplevelsen af sammenhæng (fremover kaldt OAS) både præciseret og ændret måden, at tænke sundhed på. Han har præciseret det i forhold til praktikkerne og ændret det i forhold til teoretikerne. Sundhedsteoretikere har tidligere ment, at det var vigtigt at finde ud af, hvorfor vi blev syge, for derefter at kunne forebygge det. Antonovsky ser omvendt på problemstillingen. Hvad er det der gør mennesker raske og sunde og hvad kan vi gøre for, at hjælpe andre til det? Han mener, at vi alle mødes af modgang, problemer og udfordringer gennem livet, men det der kendetegner det sunde menneske er, at det kommer igennem modgangen som et stærkere og klogere individ grundet refleksioner af situationerne. For at kunne opleve sammenhængen i sit liv, er der tre begreber der bliver karakteriseret, nemlig begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.

Med ”begribelig” menes der, at vi kan forstå hvorfor ting sker for os samt evt. at kunne forudse hændelser. Det er, at have en følelse af og kunne se, at der er en sammenhæng mellem givne situationer og håndteringen af disse. ”Håndterbarhed” opfattes som at vi er ”herre i eget hus”. Med dette menes der, at vi selv kan påvirke de ting der foregår og vi tror på, at vi selv har de ressourcer der skal til for, at komme igennem en given situation. Med ”meningsfuldhed” menes der, at vi opfatter os selv som god nok og vi er klar på, at tage de udfordringer op, som vi bliver stillet over for i livet. Det giver en mening for os, at involvere og engagere os i vores eget liv.
Det at have en god fornemmelse af OAS, kan betragtes som en livsfilosofi. Hvis vi får udviklet den eller bliver bevidst om den så tidligt i livet som muligt, jo bedre, sundere og psykisk stærkere vil vi komme igennem livets udfordringer.

Hvilke redskaber og fordele får vi så af, at kunne føle oplevelsen af sammenhæng? Hvad er det der i forhold til dette, gør os sundere end andre? En af de evner vi udvikler, er det at kunne vælge. Dette gælder f.eks. i forhold til, at kunne vurdere om en situation er truende og det, at kunne vælge den rigtige metode, første gang et problem bliver forsøgt løst. En anden ting er, at have tillid til, at der er en grund til, at episoder opstår, samt tilliden til, at lige meget hvor hårdt og svært det bliver, klarer vi os igennem. OAS er med andre ord det at kunne se problemer som udfordringer i stedet for begrænsninger.

Hvad er sundhedsfremmende arbejde?

Ordet sundhedsfremme, vil sige at man arbejder for at fremme sundheden, at holde sunde mennesker sunde. Sundhedsfremmende arbejde er en indsats, der har til formål at øge den enkeltes modstandskraft og gøre den enkelte i stand til at fasthole eller forbedre sin sundhedstilstand. Sundhedsfremmende arbejde vil dermed sige at arbejde sig hen imod at skabe et godt liv liv i institutionen. At du som pædagog er til stede både fysisk og psykisk. At fokuseres på hinandens ressourcer og positive sider. At kunne bidrage til at børn/unge samt udviklingshæmmende oplever, at de kan håndtere deres problemer eller behov. En vigtig forudsætning for pædagogens sundhedsarbejde er den teoretiske viden og den praktiske erfaring, man har tilegnet sig igennem sin uddannelse, men hvor man samtidigt er opmærksom på og interreseret i, hvad der rører sig i samfundet og, hvilke nye initiativer og viden der bliver formidlet til gavn for den enkeltes sundhed.
Eksempel på sundhedsfremmende arbejde: Det er sundhedsfremmende for barnet, at få brugt sin krop, at lære sin krop at kende, og at få udviklet den til at kunne endnu mere. Mange små tiltag kan være med til at fremme den motoriske udvikling. Lidt daglig gymnastik /og bevægelse kan eksempelvis styrke muskler og led og dermed fremme bevægeligheden og stabiliteten. Det er sundhedsfremmende at få vakt børnenes sanser, få stimuleret dem til at udvikle sig derved skabe en sund grobund for barnetes motoriske og intellektuelle udvikling. Igennem vores aktivitet: forhindrings banen vil vi kunne opnå en sansestimulering af børnene.

En hjernesag.

At føle, at høre, at se
At tale, at græde, at le
At danse, at cykle, at gå
At opdage, at lære, at forstå

At spørge hvorfor du er til
At indse en dag hvad du vil
er alt sammen skabt i din hjerne
Din magiske valnøddekerne

Citat: Benny Andersen.

hvor er de 3-6årige i deres udvikling.

Børn fra 3 -6år er i denne periode små selvhjulpne individer, som erobrer verden. De er meget motoriske aktive. De hopper, løber, danser, triller og afprøver deres kropsfærdigheder gennem leg og bevægelse. Det er også i denne periode at deres grundlæggende motoriske færdigheder forsat etableres og integreres i deres kroppe. Her er de første grund sten til en aktiv livsstil der kan gavne deres sundhed som skal dannes. Bevægelse og motorik er læring med kroppen i centrum og kropslig bevidsthed har stor betydning for børnenes læring i forhold til begreber som rum, retning, størrelse, over ,under, foran ,bagved,. Her finder børnene også deres kropslige fornemmelse og balance. Det stimulerer deres nysgerrighed, deres lyst til at udforske verden og deres lege og styrker deres sociale relationer.
Igennem motorik og bevægelse bruger barnet 5 sanser som har indvirkning.

Men hvilke sanser har vi ?

Hvad er Balancesansen: også kaldet labyrintsansen eller vestibulærsansen?
Balancesansen registrer tyndekraftens påvirkning, rum-/ retningsbegreber som: op/ned, venstre, højre, frem/tilbage. Den er lokaliseret til det indre øre. Balancesansen trænes automatisk, når vi bevæger os. Jo mere vi stimulerer balancesansen, dvs. bevæger os, desto bedre tilpasset bliver vores bevægelser: Stimulation af balancesansen sker ved at: Vugge, gynge, snurre, trille, hoppe, rutsje, svømme. Osv.

Hvad er Muskel/ Led sansen: Også kaldet kinæstetiske sans og den proprioceptive sans. Muskel/ led sansen registrerer, om kroppen er strakt, bøjet, afslappet eller spændt. Muskel led sansen er i alle bevægelser. Sansen sidder i vores muskler, led sener. Muskel led sansen stimuleres bl.a ved at: Hoppe, springe, trække, skubbe, bære og efterligning af bevægelser og lege.

Følesansen: Også kaldet taktilsansen. Følesansen registrerer varme, kulde, smerte, tryk samt registrering af overflade, form og konsistens. Sansen er knyttet til forskellige sanseceller i hud og slimhinder. Følesansen stimuleres bl.a ved berørings lege og massage.

Hørersansen. Også kaldet den auditive sans. Høre sansen har stor betydning for opfattelsen af retninger og afstande i rummet. Sansen bruges til i forbindelse med sproglig kommunikation og ved faresituationer.
Høresansens modtageceller er knyttet til sneglen i der indre øre. Høresansen stimuleres bl.a ved: Sange, rytmer, remser osv.

Synssansen: også kaldet den visuelle sans. Synssansen samarbejder med balancesansen om udvikling af evner til at vurdere afstand, fornemme fart og orientere sig i rummet. Samarbejdet mellem synssansen og muskel led sansen udvikler øje/ hånd- koordinationen, som er nødvendig, når man f.eks. spiller bold. Synssansens modtageceller er knyttet til nethinden i øjet. Synssansen vil altid stimuleres, når øjnene er åbne. Synssansen er barnet meget afhængige af når barnet indlærer og kontrollere nye bevægelsesmønstre.

MONTESSORI, MARIA. Teoritiker

Montessori, Maria (1870-1952), italiensk pædagog.
Montessori´s videnskabelige metoder og teorier er bygget på det princip at børn er selvopdragende. Det kræver imidlertid forståelse og omsorgen for børnenes sjæleliv samt læringsrum og den rette atmosfære. Montessori mener; et barn bør udvikles ikke blot legemligt, nem også åndeligt. Montessori skelner mellem det ”ydre arbejde” og det ”indre arbejde”. Hun skriver; mennesket vil altid være i stand til at undgå ”ydre arbejde” ved at lade andre arbejde for sig, men der er ingen mulighed for at undslippe det ”indre arbejde”. Hun mener, at selvom barnet hviler, udfører det et skjult arbejde, som består i at bygge dets egen organisme op. De funktioner, der udvikles hos barnet har Montessori inddelt i to grupper; muskelfunktioner og sansefunktioner. Samtidig udvikler og lærer de sproget gennem de fysiske aktiviteter. Disse principper ligger til grund for hendes opdragelses- og undervisningsmetoder. I "Håndbogen i Montessori metoden" beskrives hvorledes man i praksis bør behandle børn i alderen fra 3 – 7 år.

Litteratur:
Montessori, Maria (1935). Håndbog i Montessori metoden. Andr. Fred. Høst og søns Forlag, København.